Sådan skaber du en god kultur for AI

AI-agenterne markerer dette skifte fra hype til hverdag, men det kommer til at forudsætte, at vi som organisationer skaber en god og produktiv kultur med og for AI.

Det med kulturen er vi stadigvæk udfordret i forhold til. Ny forskning fra Microsoft viste ved overgangen til 2025 1, at 75 % af alle vidensarbejdere bruger AI-værktøjer uden, at det er godkendt af IT- eller complianceafdelingerne. Hvor de store corporates ellers har brugt tid på at sætte nogle meget klare regler op for brugen af AI, så omgår medarbejderne disse regler for at kunne bruge AI effektivt til deres arbejde.

Det viser, at når vi når til et produktivitetsplateau, hvor værktøjer og teknologi rent faktisk kan forbedre vores måde at arbejde på, så tager vi mennesker det til os. Det bliver bare aldrig effektivt, hvis ikke også arbejdsgiverne og arbejdspladserne faciliterer det. Jeg kaldte den nuværende udvikling for ’Den stille AI-revolution’ i en kronik. En anden betegnelse, som de bruger i USA, er ’shadow AI’, og uanset ordvalget så taler tallene for sig selv:

  • 75 % af medarbejdere bringer deres egne AI-værktøjer til arbejdet, ofte uden organisatorisk godkendelse. Det har endda fået sit helt eget navn - BYOAI (Bring Your Own AI).

  • 75 % af globale vidensarbejdere bruger allerede AI-værktøjer, hvor mange tager dem i brug uden at vente på organisatorisk støtte.

  • 73 % af boomers bruger også aktivt AI-værktøjer uden at informere den øverste ledelse. AI-adoption finder altså sted tværs af alle aldersgrupper.

BYOAI har både gevinster og omkostninger

På gevinstsiden sparer de medarbejdere, der hyppigt anvender AI, over 30 minutter dagligt og driver derved markante produktivitetsgevinster. Det viser noget om potentialet ved, at vi får demokratiseret brugen af disse skyggeværktøjer.

Omkostningen er imidlertid, at det i den nuværende form (uden transparens) kan have negative konsekvenser for både sikkerhed og tillid, hvis ikke organisationerne dels får italesat udfordringen og dels fundet gode løsninger på den.

En anden type omkostning er den økonomiske, hvor det er ledelsen, der ikke vil betale for medarbejdernes AI adgange og derfor lader dem bruge gratis, mindre sikre/mindre effektive løsninger. Det leder også ofte til BYOAI.

Derudover er det tankevækkende, at ’de stille revolutionærer’ ikke fortæller det til nogen. De er således godt bekendt med omkostningerne ved at gøre det. Fænomener som BYOAI vil blot vokse i de kommende år, hvis vi ikke handler på det, og det risikerer at reducere gevinsterne ved, at vi er nået til produktivitetsplateauet.

Hvad kan du som leder gøre ved BYOAI?

Hvis du sidder med ledelse til daglig, så er der heldigvis meget, du kan gøre, når det kommer til at løse problemerne med BYOAI. Her er mine tre anbefalinger:

1. Udvikl en fleksibel AI-politik frem for strenge regler
I stedet for at have et rigidt forbud mod uautoriserede AI-værktøjer bør I som organisation udvikle en pragmatisk AI-politik, der balancerer innovation og sikkerhed. Lav en "AI-sandbox", hvor medarbejdere kan teste nye AI-værktøjer uden compliance-risici. Prioritér desuden et AI-governance framework, der beskytter data uden at kvæle kreativitet.

2. Skab en åben og inkluderende AI-kultur
Mange medarbejdere skjuler deres brug af AI, fordi de frygter forbud eller bureaukratiske restriktioner. I stedet for at bekæmpe BYOAI bør I som ledelse aktivt invitere til dialog.
Afhold AI-workshops, hvor medarbejdere kan dele deres erfaringer, og anerkend AI-powerbrugerne og gør dem til interne AI-ambassadører. Spørg derudover medarbejderne, hvilke AI-værktøjer de allerede bruger, og hvordan de forbedrer produktiviteten.

3. Integrér AI i organisationens strategi og IT-infrastruktur
Hvis medarbejdere oplever, at de får bedre AI-løsninger uden for organisationen, vil de fortsætte med at bringe og bruge deres egne værktøjer. Løsningen er derfor at integrere AI i kerneprocesserne. Undersøg hvilke AI-løsninger der kan blive en officiel del af jeres værktøjskasse, og gør IT-afdelingen til en medspiller i stedet for en modstander af AI-adoption.

Share This